I dag er det den 11. september. I folkemunde kaldet 9-11.

Sådan en dag giver anledning til eftertanke, uanset om man mener det ene eller det andet om årsagen til og karakteren af den begivenhed, vi alle stadig husker.

Jeg vil gerne benytte chancen til at erindre om et lettere forældet begreb, nemlig begrebet 'håb'.

Efter tårnets fald, efter dette lynglimt, der fyldte himlen og blændede os, efter at vor gamle drømme, ambitioner og forestillinger er nedbrudt, efter vor erkendelse af, at vi har fulgt forkerte stier, da vil der stadig være et lys.

Stjernen vil lyse for os, og det stille, glimtende, skrøbelige skær skal være vor vejleder i tiderne, der vil komme. Stjernen, der måske hænger et sted derude i Verdensrummet, mange, mange lysår borte, men som også skinner i vort bryst og i vort sind, som den guddommelige gnist, der så længe har skinnet forgæves, da vi før var forblændede af verdens guld og døvede af falske profeters smiskende tale.

Hvad skal erstatte den ambition, der før drev os afsted i stræben efter magt og rigdom, nu, hvor Tårnet er styrtet? Hvor vil Stjernen lede os hen? Svaret er: Ingen ved det.

Kun ved hjælp af troen, håbet og kærligheden, vil vi kunne bevæge os videre. Kærligheden er kraften, der skal give os styrken til at fortsætte uden tøven, troen er vor tillid til at det kan lade sig gøre og at det er besværet værd, håbet er Stjernen, der viser os, at der venter os en bedre verden og et bedre liv.

Troen vil ikke nødvendigvis give os evnen til at gå på denne verdens fysiske vande, men er troen stærk, så vil den give os styrken til at kunne bevæge bjergene og oplyse mørke himle. Troen er tilliden til det guddommelige i universet, over os, under os, foran os og bag os, men også tilliden til det guddommelige i os selv, vore egne kræfter til med hjælp fra den evige kærlighed at træffe de rigtige valg og gøre det rigtige - ja, netop: gøre det rigtige - i stedet for, som vi har gjort så længe, at vandre disse vilde stier i jagten på flygtige glæder.

Og til den, der ikke mere kan sidde stille, til den, der nu rejser sig for at kæmpe om nødvendigt dræbe og dø, husk Halfdan Rasmussens ord:

Lad aldrig dine drømme
slå bro til vold og drab,
lad åndens kilde strømme
mod fredens fællesskab.
At værge er at bære
sin brynje uden sværd,
først da vil drømmen være
den største tanke nær.


Husk: Vi er alle stjerner.

Da min søn var lille, altså noget yngre end han er nu, holdt han meget af at få fortalt historier, og da jeg selv holder rigtig meget af at fortælle historier og gerne gør det, så blev det til en del. Vi har tilbragt mange timer ved et bord med blyant og papir, for selvfølgelig skulle historierne ledsages af egnede illustrationer, da vi jo begge er rimeligt gode til det med blyant og papir. Min mor grinede tit af os. Livet bliver enkelt, når alt hvad man har brug for til adspredelse er en blyant og nogle stykker papir.

Men, som det vil være enhver forældre bekendt, er det ikke altid man er lige oplagt, når børnene kræver opmærksomhed, og da jeg hader at afvise andre mennesker, og især min søn, digtede jeg derfor Verdens Korteste Historie, som jeg så kunne fortælle ham, hvis jeg af den ene eller den anden grund ikke havde ressourcer til længere episke fortællinger.

Den lyder som følger:

"Der var engang en mand. Så døde han."

Som det fremgår indledes historien af en præsentation af hovedpersonen, som man så følger til afslutningen af hans livsforløb. Hovedpersonens død er den naturlige afslutning på historien, en klassisk model. Og netop på grund af den klassiske opbygning kan historien varieres alt efter hvad publikum ønsker.

Man kan gøre det til en krimi:

"Der var engang en mand. Så blev han slået ihjel."

Man kan vælge en historisk vinkel:

"Der var engang en konge. Så døde han."

Man kan give det en klassisk dramatisk vinkel, ved at kombinere de to:

"Der var engang en konge. Så blev han slået ihjel."

Ved at tage udgangspunkt i dette og tilføje en ny person, har vi Shakespeare-versionen:

"Der var engang en konge. Så blev han slået i hjel af sin bedste ven."

Vi kan gøre den romantisk/klassisk, som Charles Dickens ville have fortalt den:

"Der var engang en lille, fattig dreng. Så døde han."

Eller postmoderne:

"Der var engang en digter som gerne ville dø."

Find selv på flere varianter.

Story telling er ikke skidesvært.